✔ Lynhurtig levering | ✔ Gratis fragt fra kun 399 kr. | ✔ +50.000 glade kunder

Info

Kundeservice

Tlf. 30 27 78 78
Man-fre 8.30-14.00

Alt om Koreansk BBQ: En Guide til Madlavning og Spisning

Koreansk BBQ er en populær madoplevelse, der, som navnet antyder, stammer fra Korea, men som der de senere år har taget hele verden med storm. Det er en social og interaktiv måde at spise på, hvor omdrejningspunktet er spiseoplevelsen, som man deler med venner og familie, mens man griller udskårne stykker af kød og grøntsager på en bordgrill i midten af bordet.

Traditionelt set består koreansk BBQ først og fremmest af stykker med marineret kød, såsom oksekød, svinekød eller kylling, der grilles over åben ild på en bordgrill. Kødet marineres ofte i en blanding af soyasauce, sesamolie, hvidløg og andre krydderier, der tilsammen giver kødet en unik umamismag, og det grillede kød spises sammen med en række koreanske banchans, såkaldte sideretter, der blandt andet kan bestå af svampe, løg, hvidløg og chilifrugter, der grilles sammen med kødet, eller kimchi, friskdampet ris, nudelretter eller portioner af diverse supper.

Én af de mest populære og velkendte koreanske BBQ-retter er bulgogi, der henviser til tyndt skårne stykker af oksekød marineret i en sød og smagfuld sauce, samt galbi, grillede short ribs, der ligesom bulgogi gerne spises i små salatblade med grillede grøntsager, den koreanske dyppelse ssamjang og en smule kimchi.

Når man besøger en koreansk BBQ-restaurant, får man typisk råt kød og rå grøntsager serveret, sådan at man selv kan tilberede sit måltid på den måde, man foretrækker, direkte ved bordet.

Det kan måske virke overvældende og intimiderende at skulle forberede et helt koreansk og autentisk BBQ-måltid derhjemme, men med det rette køkkenudstyr og de rigtige ingredienser, er det simpelt og ligetil, og helt ærligt: er det ikke lidt fristende at lade ens gæster selv stå deres måltid på en sjov og inkluderende måde, fremfor at stå og stresse i timevis i køkkenet?

Vi vil derfor her guide dig til, hvordan du selv kan forberede og nyde et koreansk BBQ-måltid uden hverken at tage turen til Korea eller forbi din lokale koreanske restaurant.

  1. Vælg det rigtige kød

Nøglen til et succesfuldt koreansk BBQ-måltid er selvfølgelig kødet. Her kan du blandt andet vælge klassiske varianter såsom oksekød, svinekød, kylling eller sågar skaldyr, men det er vigtigt at vælge kød af høj kvalitet, som der ved grilning får den helt rette smørbløde konsistens. Vælg kød med en god fedtmarmorering, og køb gerne kødet hos din slagter, hvis økonomien rækker til det.

Følger du en koreansk kødguide, kan det sommetider forvirre, at udskæringerne kaldes noget, vi ikke umiddelbart kan genkende på dansk. Vil du eksempelvis lave samgyeopsal, koreansk svinekød, og er på udkig efter pork belly, så led gerne efter et svinebryst, svineslag eller brug sågar flæsk i skiver (vær opmærksom på, at flæskeskiverne fra et supermarked som regel er tyndere, så beregn her mindre tilberedningstid),

  1. Mariner kødet

Når du har valgt dit kød, er det tid til at klargøre det før grilning. Ved et klassisk koreansk BBQ-måltid er kødet typisk marineret i en smagfuld sauce, så køb enten en færdigblandet sauce og mariner dit kød efter anvisningerne på etiketten eller rør din egen blanding af soyasauce, sesamolie, hvidløg og sukker. Alternativt kan du også røre en krydret marinade sammen med gochujang og gochugaru, hvis du ønsker, at noget af dit kød skal være til den krydrede side. Lad kødet marinere i et par timer før tilberedning.

  1. Grill!

For en autentisk koreansk BBQ-oplevelse i hjemmet, er det altafgørende med en grill. Her er en koreansk grill selvklart at foretrække, men en almindelig udendørs- eller indendørsgrill fungerer også fint. Varm din grill op på mellemhøj varme, placer dine kødstykker på grillen og lad dem stege indtil de er færdigtilberedte. Husk at vende kødet engang i mellem for at sikre, at kødet steges på alle sider.

  1. Vælg de rigtige banchans/sideretter

Selvom kødet er stjernen af koreansk BBQ, er sideretterne, der serveres sammen med kødet, lige så vigtige. Autentisk koreansk BBQ involverer typisk en række sideretter såsom krydret forårsløgssalat, kimchi, syltet kinaradise, diverse andre fermenterede og syltede grøntsager, grøntsagspandekager, friskdampede ris og ssamjang (koreansk dipping sauce). Du kan enten lave dine egne sideretter til dit BBQ-måltid eller købe dem færdiglavede. Ét af de vigtigste slags tilbehør at servere til en koreansk BBQ er salatblade, der bruges til at lave små wraps med stykker af kød i, så ligegyldigt hvilke sideretter, du ellers vælger, bør salatblade i forskellige arter som hovedregel altid være at finde på bordet. Du kan desuden med stor fordel servere en koreansk suppe til måltidet for lidt ekstra pluspoint på autenticitet-skalaen. Her er doenjang-jjiggae eller sudubu-jjiggae begge oplagte valg.

  1. Spis koreansk BBQ som en koreaner

Så er det tid til at spise! Dyp eksempelvis de små kødstykker i en dyppelse rørt sammen af soyasauce, eddike og gochugaru (koreansk chilipulver), i ristet sesamolie, en smule gochujang (koreansk chilipasta) eller i ssamjang (koreansk dyppelse rørt sammen af gochujang og doenjang), og glem ikke den mest almindelige måde at spise måltidet på, nemlig som før nævnt med stykker af kød i et salatblad med lidt ssamjang, kimchi og forårsløgssalat.

  1. Hyg dig og nyd oplevelsen

Koreansk BBQ er mere end bare maden: det er oplevelsen i sig selv, og minderne, man skaber med familie og venner. Når alt kommer til alt, er det vigtigst, at alle omkring bordet hygger sig og har en god stund, så inviter dine venner og familie forbi til en omgang koreansk BBQ og nyd det underholdende og interaktive element i sammen at grille jeres stykker kød og finde på nye, gode smagskombinationer rundt om bordet. Husk desuden at nyde dit koreanske BBQ-måltid med et par flasker koreansk soju for den helt autentiske oplevelse.

Husk desuden:

  • Lad være med at overfylde grillen med alt kødet til at starte med. Grill kødet i mindre portioner, så varer spiseoplevelsen også lidt længere.
  • Brug gerne sakse til at klippe kødet over i mindre stykker, så du slipper for at tage kødstykkerne over på din tallerken for at udskære dem. Med sakse kan du desuden klippe direkte ved grillen.
  • Steger du dit kød på en almindelig grillpande i stedet for på en grill, så steg kødet ved høj varme for at få en sprød overflade.
  • Hav gerne en skål eller to med vand stående på bordet til jævnligt at skylle sakse, knive og andet køkkentilbehør, der hurtigt kan risikere at blive fedtet til med kødsaft.

Koreansk BBQ er altså simpelt og nemt at gå til, hvis man ved, hvor man skal begynde, fortsætte og slutte. Det er en sjov og underholdende måde at spise på, og det er desuden en lærerig og fornøjelig måde at lære lidt om den koreanske madkultur på, hvis man er åben overfor den lidt atypiske spiseoplevelse.

 

Summary
Description
Lær alt hvad du behøver at vide om Koreansk BBQ, fra de bedste kødtyper og marinader til hvordan man griller og serverer det. Få tips til at vælge den rigtige grill og tilberedningsmetoder, og oplev den autentiske smag af denne populære koreanske ret. Følg vores guide og imponér dine gæster med en fantastisk Koreansk BBQ-oplevelse!
Skriv et svar

Derfor har 10.000+ madelskere valgt Pandasia.dk

5 stjerner på Trustpilot

Vi elsker tilfredse kunder

100% sikker e-handel

Hos os handler du trygt og sikkert

Fri fragt over 399 kr. (GLS & Burd)

- ellers fra kun 39 kr.

E-mærket certificeret

Din garanti for sikker e-handel

© Pandasia.dk 2022 - Drevet ud fra en personlig historie og ❤️ for asiatisk mad
Følg os her og bliv inspireret   facebook logo  instagram logo  youtube logo  pinterest logo