🕒 Samlet tid: 30 minutter. | Arbejdstid: 30 min. | Køkken: Thailand
Det første, jeg tænker på, når jeg tænker på det thailandske køkken, er de mange utroligt smukke farvekombinationer, der pryder et væld af thailandske retter, hvilket var mit udgangspunkt, da jeg udtænkte denne burger. Den thailandske madkultur er så mangfoldig og omfattende, at det er svært at samle alle grundsmagene i en enkelt burger, så jeg valgte i stedet at basere burgeren på de thairetter, som jeg selv holder allermest af.
Panang curry er måske én af de asiatiske retter, jeg har fået allerflest gange i mit liv, så det var den karrypasta, jeg valgte at gå med, da jeg ville give burgeren et friskt og stærkt smagselement, mens jeg med gulerødderne og mangochutneyen påtænkte at ramme den helt særlige orange farve, vi blandt andet kender fra thailandske retter som massaman, panang og tom yum goong. Peanutchilidippen er baseret på den peanut butter-dip, man får serveret til et klassisk satay-måltid med kød på grillspyd, og så toppes der selvfølgelig med en god håndfuld friske krydderurter, her koriander. Spørger du mig, er det ikke svært at drømme sig til Thailand og de thailandske autentiske smage med denne burger – herhjemme var den i hvert fald et gedigent hit!
Ingredienser (2 burgere)
- 3 spsk. Soyasauce
- 2 spsk. Hoisin-sauce
- 1 spsk. Sriracha chilisauce
- 1 spsk. Panang karrypasta (eller rød karrypasta. Erstat med grøn for en mildere version)
- 4 spsk. Peanutbutter
- Mangochutney
- 250 gram hakket oksekød
- Briocheboller
- Et bundt koriander
- En agurk
- To gulerødder
Fremgangsmåde:
Start med at ælte oksekødet godt sammen med 1 spsk. panang karrypasta og 1 spsk. hakkede koriander. Juster eventuelt med mere karrypasta, hvis du ønsker en mere krydret burgerbøf. Forbered peanutchilisaucen ved at piske peanut butter, soyasauce, hoisin-sauce, og sriracha chilisauce sammen med en ½ dl. vand. Afhængigt af din peanut butter kan det være, at du skal tilføje en skefuld vand eller to ekstra til saucen for en blødere konsistens. Skær agurken i ultratynde strimler og riv gulerødderne på et asiatisk rivejern eller skær dem i lange strimler med en kniv. Form dernæst to lige store burgerbøffer og steg dem enten på en pande eller direkte på grillen, ca. 3 minutter på hver side eller til de er gennemstegte. Lad dem hvile i et par minutter.Saml hernæst burgeren: Start med et tykt lag mangochutney ovenpå briochebollen, dernæst gulerodsstrimlerne, panang-bøffen, peanutchilisaucen, agurkeskiverne og korianderne til sidst. Server varme. Velbekomme!