🕒 Samlet tid: 30 minutter. | Arbejdstid: 30 min. | Køkken: Japan
Når man tænker på japansk street food, er der særligt én ret, der skiller sig ud både i og udenfor Japan – okonomiyaki. Denne lækre kålpandekage har en rig historie og en dyb forankring i japansk street foodkultur, og den er mere end bare en velsmagende bid, for den formidler fortællingen om gamle japanske madtraditioner, der krydser geografiske og kulturelle grænser, og en dyb passion for madlavning.
Historien om okonomyaki strækker sig langt tilbage i tid, men dens oprindelse er lidt tåget, hvilket gør den til en sand folkelig ret.
Nogle hævder, at pandekagen har sine rødder i Osaka i Kansai-regionen under Anden Verdenskrig, hvor folk improviserede måltider med de begrænsede ressourcer, der var til rådighed, mens få andre mener, at pandekagen i virkeligheden stammer fra en variant i Hiroshima, der bestod af en crepe-lignende pandekage med løg, der blev serveret for børn. Ligeledes findes der sågar eksempler på mere dessertorienterede varianter, der blev serveret under buddhistiske ceremonier helt tilbage i 1700-tallet.
Der er dog generelt bred enighed om, at det særligt var under krigen, at pandekagen blev populær, og navnet okonomiyaki hentyder da også til, at det netop er en ret, der kan tilberedes med akkurat det, man lige har ved hånden eller ønsker, at der skal i sin pandekage: yaki betyder grillet eller stegt, mens okonomi betyder ”hvad du ønsker” eller ”hvad du vil have,” med andre ord: steg det, som du vil have det!
Ingredienser
til 2-3 pandekager: |
||
2 | forårsløg, finthakket | |
200 gram | hvidkål, finthakket | |
3 | æg | |
180 gram | hvedemel | |
2 dl | dashi, færdigkøbt eller hjemmelavet | |
30 gram | lyserød syltet ingefær (beni shoga) | |
25 gram | friturekrummer (tenkasu) (kan undlades) | |
3-4 skiver | bacon | |
3-4 tsk. | salt |
til topping |
||
Okonomi-sauce | ||
Kewpie-mayo | ||
Noritang, klippet i mindre stykker | ||
Hakket forårsløg | ||
Evt. lyserød syltet ingefær | ||
Bonitoflager |
Fremgangsmåde:
-
Hak to forårsløg og ca. 200 gram hvidkål fint, og bland sammen i en skål. Masser dernæst kålen og forårsløgene med en god mængde salt og lad det stå i skålen i et par minutter.
Bland tre æg med 2 dl færdigkøbt eller hjemmelavet dashi og 180 gram hvedemel. Hak ca. 30 gram lyserød syltet ingefær (beni shoga) og fordel det over kålen sammen med 25 gram friturekrummer (tenkasu) og pandekagedejen. Rør blandingen sammen indtil kålen er fordelt godt i dejen.
Varm en pande med olie langsomt op og tør den overskydende olie af med køkkenrulle, når panden er varm. Fordel en god mængde af dejen på panden (ca. 1 cm eller lidt derunder i tykkelse) og placer 3-4 baconskiver ovenpå den ene side af pandekagen. Lad pandekagen stege under låg i 4-5 minutter og tjek om den ene side er sprød – ellers steges der yderligere i et par minutter. Vend dernæst pandekagen og lad den stege færdigt under låg i 4-5 minutter eller indtil baconen er sprød.
Tag pandekagerne af varmen og gør toppings klar.
Pensl et godt lag okonomi-sauce på hver pandekage og fordel dernæst en god mængde kewpie-mayo derpå. Top med fintklippede stykker med tang, hakket forårsløg og eventuelt lyserød syltet ingefær. Fordel til sidst en god håndfuld bonito-flager på hver pandekage og server varme.
-
*Tenkasu er nemt at lave selv! Lav en tyk dej af hvedemel og vand og kog en lille gryde med rigeligt med olie op. Tjek om olien har den rigtige temperatur ved at smide en smule af dejen deri: hvis det syder omkring dejen og den hurtigt begynder at blive fast, er olien klar. Smid med en ske små stråler af dej i olien og lad det friturestege i et par minutter. Når dejstykkerne er gyldenbrune tages de op. Lad dem køle af på et stykke køkkerulle før de puttes i okonomiyaki-dejen.