Sake er på mange måder indbegrebet af japansk kultur, men er du helt ny udi at drikke den lækre alkoholiske drik, kan det omfattende udvalg hurtigt virke meget overvældende. Derfor har vi i denne smagekasse samlet nogle forskellige sake, der både er ideelle til nybegynderen og til den mere garvede sake-drikker.
Sake er fremstillet af fermenteret ris, og selvom mange henviser til drikken som en risvin, minder måden, hvorpå sake fremstilles, faktisk mere om en traditionel ølproduktion. Det er en langtrukken og indviklet proces, hvor stivelsen i riskornene omdannes til sukker for så at fermentere og blive til alkohol, og det er en flere hundrede år gammel fremgangsmetode som japanerne stadig benytter sig af i dag.
At drikke sake er en næsten rituel ting i Japan, og vil du drikke det som en rigtig japaner, er der flere ting, du skal være opmærksom på: Drikken serveres helst varm (men kan også serveres kold, så prøv dig frem og find din foretrukne måde at drikke sake på) og i små drikkebægre, der på japansk kaldes choko eller guinomi. Man skænker aldrig til sig selv og man bunder ikke, men nyder glasset stille og roligt. Og så skal du selvfølgelig huske at skåle med dit selskab – kanpai!
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.