🕒 Samlet tid: 15 minutter. | Arbejdstid: 15 min. | Køkken: Thailand
Thailandsk papayasalat, også kendt som “Som Tam” på thailandsk, er en forfriskende og smagfuld salat, der er en af Thailands mest ikoniske retter. Denne salat er kendt for sin perfekte balance mellem søde, salte, sure og stærke smagsoplevelser, der virkelig tager dine smagsløg på en spændende rejse.
Hovedingrediensen i thailandsk papayasalat er umoden grøn papaya. Papayaen skrælles og rives i tynde strimler, der skaber en sprød og frisk base for salaten. Denne sprøde tekstur kombineres med andre lækre ingredienser som friske tomater, grønne bønner og peanuts og en skøn dressing – for at give salaten sin karakteristiske smag er dressingen nemlig altafgørende. Den er lavet af en kombination af limejuice, fiskesauce, palmesukker, hvidløg og chilier, en blanding, der giver salaten dens sure, søde salt og stærke smag.
Opskriften er udviklet af Nadia Mathiasen, der står bag madbloggen Foodfanatic.dk
Ingredienser
1 person |
||
2 håndfulde | skrællet grøn papaya skåret i julienne (se video) | |
1 fed | hvidløg | |
4 | cherrytomater | |
2-3 | slangebønner / meterbønner | |
1 | lime | |
1 spsk. | tørrede rejer | |
1 | bird’s eye chilier | |
1/2-1 spsk. | palmesukker | |
2 spsk. | ristede peanuts | |
1-2 spsk. | fiskesauce |
Fremgangsmåde:
Start med at skrælle og snitte papaya som anvist i videoen. Læg i isvand i 10-15 minutter. Hæld herefter vandet fra, lad det dryppe godt af, og læg i en skål med køkkenrulle.
Pil hvidløg, halvér cherrytomater, og skær slangebønner i ca. 2-3 cm store stykker. Skær lime i både, og hak evt. de tørrede rejer.
Stød hvidløg og chili et par gange i en morter. Tilsæt tørrede rejer, og stød videre et par gange. Tilsæt palmesukker, og stød det samme med resten, så det opløses, og kom nu slangebønner og peanuts ved. Stød atter et par gange, inden du tilsætter tomater, som stødes let for at frigive lidt af deres juice. Tilsæt dernæst limesaft og fiskesauce, smag dressingen til, inden du vender papaya i. Stød et par gange, og vend det hele godt sammen.
Servér evt. med klisterris eller jasminris.