🕒 Samlet tid: 30 minutter. | Arbejdstid: 20 min. | Køkken: Sydkorea
Jjajangmyeon er en lækker og velsmagende koreansk ret, der har sit ophav i det nordøstlige Kina, og som er kendt for sin rige, fyldige smag, og sin bemærkelsesværdige kulsorte sauce. Retten består af en tyk bønnepastasauce, grøntsager og kød, og den serveres gerne rygende varm over en portion nudler og med et spejlæg, friske agurkeskiver eller lidt ærter ved siden af.
Sojabønne-pastaen, også kaldet jjajang, er en uerstattelig ingrediens i jjajangmyeon. Den er lavet af fermenterede sorte sojabønner, som giver retten dens karakteristiske mørke farve, og den giver desuden saucen en rig, saltede umami-smag, der ikke minder om nogen anden.
Kødet, der bruges i retten, varierer ofte, men de mest almindelige valg er svinekød, oksekød eller kylling, mens nogle sågar bruger rejer eller blæksprutter, og grøntsagerne, der bruges, er også gerne forskellige, men ofte inkluderer de kartofler, løg, kinaradise, squash og gulerødder.
Jjajangmyeon serveres normalt med tykke, kinesiske nudler, der er blevet kogt, skyllet i koldt vand og derefter opvarmet igen inden servering. De bløde og glatte nudler absorberer den rige og fyldige smag fra saucen bedre end de fleste andre typer af nudler, men kan selvfølgelig om nødvendigt varieres eller erstattes af andre mel- eller æggebaserede nudeltyper. Den færdige servering kan desuden krydres med lidt gochugaru, koreanske chiliflager, eller gochujang, koreansk chilipasta, hvis man ønsker en krydret version af retten.
Jjajangmyeon er et populært valg til frokost, og serveres ofte på koreanske restauranter og street food-steder henad middagstid som et hurtigt, mættende måltid. Retten er også let at tilberede derhjemme, hvor man kan eksperimentere med at variere kød- og grøntsagsfyldet udi det uendelige, og er man blevet træt af at spise nudler, kan man sågar erstatte dem med ris: så bliver retten i stedet kaldt jjajangbap, men den uimodståeligt lækre sauce er den samme.
God fornøjelse!
Ingredienser
til 2 personer: |
||
2 store | kartofler | |
Ca. 70 gram | kinaradise | |
200 gram | svinekød (flæsk, mørbrad eller lign.) | |
2-3 spsk. | chunjang (koreansk sort sojabønnepasta) | |
2 spsk. | Sojasauce til tilsmagning | |
400 ml. | vand | |
1 spsk. | majsstivelse, blandet med vand | |
Kogte jjajangmyeon-nudler | ||
Agurkestrimler og spejlæg til servering |
Fremgangsmåde:
Skræl kartoflerne og kinaradisen. Skær kartoflerne i små terninger, og kinaradisen i tynde skiver. Hak løgene groft.
Varm en pande eller wok over medium varme og tilsæt en lille smule olie.
Steg svinekødet, indtil det er gyldent og gennemstegt. Tag kødet af panden og læg det til side.
I den samme pande tilsættes lidt mere olie. Tilsæt hakket løg, kinaradise og kartoflerne og steg grøntsagerne i et par minutter indtil de begynder at blive bløde og let gyldne. Lav plads i midten af panden ved at skubbe grøntsagerne til siden, og tilsæt en smule olie. Tilsæt her chunjang-pastaen og lad det stege i et minut eller to, indtil det begynder at afgive sin aroma. Bland herefter chunjang-pastaen med grøntsagerne og sørg for, at alle grøntsager er godt dækkede. Hæld kødet tilbage på panden og rør det sammen med de øvrige ingredienser. Tilsæt østerssauce og vand, og bring det i kog. Skru herefter ned til lav varme og lad retten simre under låg i cirka 10 minutter. Smag til med sojasauce og peber.
Når kinaradiserne og kartoflerne er kogte, blandes majsstivelse og vand i en lille skål for at lave en jævning. Tilsæt jævningen til pandne under omrøring og lad retten koge op, indtil saucen tykner.
Kog Jjajangmyeon-nudler efter anvisningen på pakken og afdryp dem grundigt.
Server jjajangmyeon-saucen over de kogte nudler, og top eventuelt med agurkestrimler og spejlæg, hvis ønsket. Du kan også drysse gochugaru, koreanske chiliflager, ovenpå retten, hvis du foretrækker en krydret version.